HOW TO EAT A CANNIBAL
It is my intention to write a book about  the headhunting tribes on Borneo. The rituals of eating human flesh is very much alive, also today.

A few years back, there was a war between the Maturese tribe who are normally living on the island of Maturese, but many of them has moved to Borneo.

They have a differnt culture than the Dayak tribe which is the largest of the tribes in Central Kalimantan. They are not getting along, hence the war.

More than 400 Maturese was killed in the area around Tumbangjuhu, the main city in the concession area.

I asked my friends if there still were cannibalism in the area, and they told me that the rituals was still maintained by some of the younger generations, i.e. they cut our the liver and heart of  many of  the Maturese victims.

Letter to my extinct frien Ib (Translation later):

Hej Ib,  

Trist at hoere at du er blevet syg, haaber at det lykkedes for dig at faa stemmen tilbage, og at det i det hele taget lykkes for dig at blive rask.  

Jooh ! ser ud........ Jeg har jo vaeret inde og holde foredtrag i Eventyrernes Klub... Set alle disse eventyrer udsendelser og  blevet lidt irriteret over den almene tilstand af dagens eventyr.... 

Saa, jeg besluttede mig for at skrive en kogebog, ” How to Eat a Cannibal”. Naar tid er vil den udkomme med Italienske, Kinesisike, Indonesiske og selvfoelgelig Danske retter. Den beskriver indgaaende kannibalernes livs cyklus, hvorledes man plejede at indfange dem, og hvorfra de mest velegnede Kannibaler kommer, saa man kan vaere lidt selektiv naar man nu gaar paa jagt efter kannibalkoed i det naermeste supermarked. Jeg ved godt at der maaske ikke er saa meget kannibal koed i de Stegeanske koelediske, men man kan bruge Leguan, slange, froer, krokodiller, myreslugere, eller okapi istedet... og hvis de heller ikke har det... tja, saa vil jeg foreslaa at man lader helt vaere med at foelge min kogebog... eller... og nu er vi paa graensen af det uacceptable... bruger gris, okse eller lammekoed..... man har jo lov til at droemme, og jeg droemte meget om hvordan jeg mon kunne komme i naerheden af en kannibal. Maaske Sumatra, Jave, Borneo, eller New Guineess.

 Jeg har lavet et firma i Singapore, sammen med en ven og det firma som jeg arbejder for i Danmark. En dag, da jeg var paa vej ud fra kulden ind i den Singaporeanske gade hede. Ringede telefonen, og min partner naaede lige at fange mig i Doeren.....DDDDaaavid ! Yes, OK... Hmmm ! I don’t know…. Moment.. I’ll ask him.  

Han havde faaet en opringning fra Indonesien, en gammel ven som spurgte om vi ville vaere interesseret I at hjaelpe dem med at afsatte en kulmine concession. Hvad siger man til en saadan forespoergsel? Jeg er jo ikke ligefrem ekspert i minedrift, og havde som saadan heller ikke lyst til at vaere det. Saa jeg spurgte:” Hvor, helt precis ligger denne mine koncession”? .... og han svarede:”Borneo”..... aeeeh ! Bogen... Kannibaler.... Sig “Ja” selvfoelgeligt kan vi hjaelpe dem……

 Koncessionen ligger I den mest centrale del af Borneo, eller Kalimantan som den hedder naar det er den Indonesiske del. Den ligger lige Paa equator og hovedbyen er..... tro det eller lad vaere... Borneo’s svar paa Ringsted... Den ligge Heeelt i Midten. Koncessionen er ca. 750 Km2.... Lidt paa stoerrelse med Fyn. Saa det er ikke en helt lille sag.

 Ca. 3 uger, efter opringningen, ankom vi til et fint hotel i Jakarta, vi moedtes med dem som ejede koncessionen og diskuterede vildt og inderligt hvorledes vi skulle hjaelpe dem. Jeg udfaerdigede et dokument som paa hoejtidlig vis blev underskrevet at alle.  Saa var banen kridtet op og vi gik igang med at arbejde.... men, vi skulle jo se omraadet. Saa ca. Endnu 3 ugere senere, tog vi tilbage til Jacarta, moetes med den gamle projekt ejer, to flyveren til Palangaraya i Central Kalimantan. Indlogerede os paa ”noget hotel lignende noget”. Naeste morgen, tidligt to vi saa en hurtig gaaende langbaad op ad Rungan River, og naaede ca. 8 timer senere op til omraadets svar paa Ringsted.... Tumbangtjuhu. (Det er ikke en lyd... men navnet paa byen).

 Vi blev indlogeret paa noget som mindede meget mindre om et hotel end det foerste, men som fladt meget godt sammen med byens oevrigt traehuse, som mindede lidt om det vilde vestens. Guldgraver landsbyer... Og selvfoelgeligt, ..... min droem om det vilde var helt vaek, da jeg saa maengden af zenit pegende parabol skaerme paa alle tage, og maengden af knallerter i gaden, fjernsyns butikker(Traeskure) osv.... Joh, civilationen var da naaet herud ogsaa... Men ud over en enkelt omstrejfende eventyrer i ny og nae har der ikke vaere mange hvide i dette omraade.

 Nuvel, vi fik laesset vores bagage af, og saa var det bare op bag paa nogle motorcykler og saa afsted ind i junglen.... fuld hammer derudaf... ikke mange Urangutanger, slanger og deslige... De maa vaere blevet skraemt fra vid og sans af den parade af larmende koeretoejer som pludseligt ploejede sig vej ind gennem deres territorie.. en Logging Road ( Den man bruger naar man faelder Regnskov, til at faa treaet ud).  Vi koerte rundt derinde i Junglen til det var blevet helt morkt..... og jeg kan sige dig at der var mere end moerkt... naermest TYKT moerkt, man kunne naesten smage og foele moerket naar man indaandende luften.... men vi fik da set en masse kul og var selfoelgeligt overbevist om at det nok skulle lykkes for os at faa faeldet HELE regnskoven, faa jaget dyrende vaek osv. for at nogle graadige mennesker kunne komme til at tjene nogle penge til dem og deres i forvejen over opfedede ophav !.

 Men hvad med Kannibalerne? Jeg kunne jo godt indse, at der ikke blev mulighed for at bevaege mig ind i den taette jungle, hvor de maaske fandtes.... saa jeg taenkte at jeg maaske kunne snakke lidt med mine ny erhvervede venner om min kogebog./...... du ved, faa nogle raad...... Saa det gjorde jeg, Jeg snakkede med politi inspektoeren og Hr. Amsterdam. To smaa mennesker med runde maver og et glad udseende.... de foralte mig at der havde vaeret krig mellem to stammer for ca. 4 aar siden... og at der ved denne lejlighed, hvor de Dayak folket havde vundet, var blevet spist frisk lever og hjerte, for at optage fjendens styrke....... Hmmmm ! FIRE aar siden.... Joh, lige der overvejede jeg at tage Mr.Amsterdams haand og slikke den…. Saa havde jeg da i det mindste smagt en kannibal.... men jeg gjorde det dog ikke (Kryster).

 Naeste dag, tog vi tidligt afsted igen, 8 timer med baad, 18 timer med, bil.... sove 3 timer paa hotel, flyve til Jakarta, vente 2 timer, flyve til Singapore..... og sove i 2 dage ! He, he, ..... Tjah! 

 Saadan, er livet saa fuld at trivialiteter…. Minen blev heldigvis ikke til noget i denne omgang, Orangutaner og Naese aberne er lykkelige lidt endnu... men en skoenne dag skal det nok lykkes for nogen. Selvfoelgelig med velvillig stoette fra de indfoete... som vi med stor flid har laert baade a laese og skrive og se fjernsyn og koebe Mitusubishi koeleskabe og Sony sattelitmodtagere saa ogsaa de, kan see de sidste fashion shows fra Paris. Det kaldes udvikling...... Jeg er ved a braekke mig af vestlig dobbelt moral.... vi har selv slaaet alt levende ihjel i vores egene lande for at komme til raastofferne, udryddet flere dyre arter end nogen anden rase (De hvide) fjernet ALT hvad vi har haft af urskov....... og nu.... hvor vores taabelighed har laert andre den samme GRAADIGHED, vil vil ikke tillade at de fjerner DERES urskov, slaar deres dyreliv ihjel... for at opnaa de samme ting som vi har... naaah, DE, er dem som skal opfoere sig ordentligt, DE er dem som afstaa.......vi er jo blevet KLOGERE..... (og vi har jo allerede ..... hvad vi skal have)......Det ville maaske vaere en ide om, vi brugte nogle Milliarder Euro til at Konservere regnskoven, traene og laere de lokale i Natur Bevaring og i det hele taget, maa VI, laere at opfoere os anstaendigt og tage ansvaret for vores EGEN taabelige livseksistens.

 I sidstet uge var jeg ude at besoege Flodsigoejnerene, et andet folkefaerd som VI er godt igang med at udrydde, med vores trang til at undervise, laere dem at laese og skrive... (saa de ogsaa kan faa Mitsubishi koeleskab og elektriske pudderdaaser)...... Men det hoere du mere om...

 Best ::: David