Kunstgruppen var noget værre rod. Jeg var medlem af en lokal kunstgruppe, der hed Cikorien. Vi var syv mennesker, som enten allerede betragtede os selv som kunstnere eller i det mindste havde en fast og urokkelig drøm om at blive det. Nogle var kommet et pænt stykke ad vejen, andre havde langt igen, og jeg hørte selv til i den sidste kategori. Der var meget langt igen, men det generede mig egentlig ikke. Jeg følte, at jeg var på vej et sted hen, at jeg havde et mål, og at tiden nok skulle arbejde for mig, hvis bare jeg blev ved .
Gruppen fungerede ikke altid lige godt. Der var mange meninger, mange temperamenter og mindst lige så mange forestillinger om, hvad kunst egentlig burde være. Alligevel lykkedes det os, på en næsten mirakuløs måde, at få arrangeret to kunstudstillinger i Den Gamle Smedje i Nørregade. Vi havde fået lov til at bruge lokalerne, og det tog vi alvorligt. Vi ryddede op, kalkede væggene og satte en midlertidig belysning op, som mest af alt lignede noget, der var improviseret i sidste øjeblik, men som fungerede godt nok til formålet. Da det hele stod færdigt, var lokalerne klar til at blive indtaget af vores værker, som spændte fra det lovende til det temmelig ujævne. Alligevel var stemningen god, og det føltes som en sejr, at det overhovedet lykkedes os. At det skete to gange, virkede næsten overdrevent heldigt.
Efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at det ikke var nok med enkeltstående udstillinger. Hvis vi virkelig mente det alvorligt, burde vi forsøge at skabe noget mere permanent. Et sted, hvor kunsten kunne få lov at leve hele året, og hvor både kunstnere og publikum kunne vende tilbage igen og igen. Problemet var, at det krævede enighed, ikke bare internt i vores egen gruppe, men også i forhold til kommunen. Kommunen havde ganske vist allerede støttet vores udstillinger med mindre beløb, ligesom de støttede byens anden kunstgruppe, dem vi helst ikke ville blandes sammen med. Det var gruppen, der malede hjorte ved skovsøer, blomster, solnedgange og, som et særligt højdepunkt, en enkelt kunstner, der malede nøgne damer og derfor var langt den mest interessante af dem alle. Det stod hurtigt klart, at vi ikke kunne blive enige om at lave noget sammen, og slet ikke et fælles galleri med offentlig støtte.
Jeg havde aldrig været god til at vente på, at andre tog initiativet, så jeg besluttede at gøre noget selv. En dag gik jeg ned til Skole- og Kulturforvaltningen, som dengang holdt til i nogle barakker på Ole Hansensvej, og bad om at tale med formanden, Poul Nødgaard. Han virkede ikke umiddelbart som den type, der ville kaste sig begejstret over et kunstprojekt med langt hår og store armbevægelser, men det viste sig hurtigt, at han var både venlig og lyttende. Jeg forklarede ham, at det forekom mig urimeligt, at en by af Ringsteds størrelse ikke havde et offentligt støttet galleri. Det var han egentlig enig i, og han tog næsten for givet, at de fleste større byer allerede havde sådan et sted. Det viste sig senere, at hvis vores projekt blev til noget, ville det blive det første fuldt offentligt støttede galleri i Danmark, hvor kunstnerne beholdt hele deres salg, mens galleriet dækkede alle udgifter. Det lød næsten for godt til at være sandt, men vi besluttede at forsøge.
Han bad mig om at skrive en formel henvendelse, som kunne sendes videre i systemet. Ugen efter afleverede jeg et dokument, som jeg møjsommeligt havde skrevet på skrivemaskine, uden at komme til at spilde alt for meget kvajeblæk på siderne. På det tidspunkt stod jeg stadig stort set alene med projektet, men havde jeg taget kontakt til min gode ven Kurt Bernheim, som sad i byrådet, og som hjalp mig med at formulere projektbeskrivelsen og forberede mig på de politiske forhindringer, der uvægerligt ville dukke op. Nu var der begyndt at komme lidt opmærksomhed omkring ideen, og det føltes, som om den langsomt tog form. Nødgaard spurgte, om jeg kunne finde et sted, der kunne bruges som galleri, og om jeg kunne undersøge, hvad det ville koste i leje og drift.
Jeg havde allerede haft øje på et gammelt vaskeri i nabogården til Den Gamle Smedje. Lokalerne var ejet af en ældre snedker, som stadig drev sit værksted på gammeldags manér med remtræk og maskiner, der så ud, som om de burde have stået på museum. Det var fascinerende, at sådan et sted stadig eksisterede i begyndelsen af firserne. Jeg fik en lang snak med ham, og da jeg gik derfra, havde vi en aftale om både leje og vilkår. Hans kone ville endda lave et udkast til en lejekontrakt, som jeg kunne tage med til kommunen. Kort efter afleverede jeg det hele til Nødgaard, stolt som havde jeg netop afsluttet en større forhandling på internationalt plan. Nu begyndte projektet for alvor at ligne noget, selv om det stadig langt fra var sikkert, at det ville blive godkendt politisk.
På den kunstneriske side samlede jeg en lille gruppe af folk, som var villige til at tage slæbet med at istandsætte lokalerne og få det hele til at fungere. Det blev blandt andet Ib Tage Larsen, som var skorstensfejer, og Gunnar Nielsen, som var grafiker, og mig selv. Det var en broget flok, men vi havde engagementet til fælles og senere blev der etableret en støttegruppe, hvor der også var hjælpende sjæle.
Der var en del pingpong frem og tilbage med kommunen, og blandt andet ønskede man, at der blev oprettet en bestyrelse, som skulle være adskilt fra det kunstneriske ansvar. Her trådte min ven, tandlægen Mogens Åside, til som formand, sammen med et par andre, hvis navne siden er gledet ud af min hukommelse. Det afgørende var, at kommunen til sidst sagde ja, og sommeren 1982 blev Ringsted Galleriet en realitet og både kulturudvalgsformanden Carl Jensen og Amtsrådsformanden hold taler.
Vi havde aftalt, at galleriet skulle afholde ni udstillinger om året med både kendte og mindre kendte kunstnere, og at både Cikorien og Sct. Bents gruppen skulle have hver deres årlige udstilling. Ib Tage kom til at spille en afgørende rolle i at forme galleriets profil gennem mange år, mens vi andre efterhånden trådte lidt mere i baggrunden, og nye ansigter dukkede op. Galleriet voksede stille og roligt og fandt sin egen stemme, som var eksperimenterende, nysgerrig og anderledes end meget andet i området. Mange fremtrædende kunstnere har gennem årene udstillet der, ikke mindst fordi de beholdt hele deres salg, og fordi galleriet opbyggede et solidt ry, som et seriøst og nutidigt galleri.
Tiden gik, som den altid gør. Kurt blev ramt af Alzheimer og døde. Gunnar forsvandt ud i Københavns tåger, men er stadigvæk kunstner og grafiker. Ib flyttede til Stege og åbnede Dansk Æsel Refugium og har siden sluttet sig til Midgårds tapre svende. Mogens Åside lever sit otium i bedste velgående på Møn.
Ringsted Galleriet lever imidlertid stadigvæk, takket være gode nye kræfter der er kommet til… mere end fyrre år efter, at ideen første gang tog form i mit hoved. Det blev født af rod, idealisme, stædighed og en skrivemaskine med kvajeblæk, og det står stadig som et bevis på, hvad der kan ske, når nogen beslutter sig for ikke at vente på, at tingene sker af sig selv.