Mumien i landsbyen Sumpaima
Jeg fortsatte videre til endnu en landsby for at se en af de berømte mumier. Det var egentlig ikke noget, der til at begynde med interesserede mig, hvilket i sig selv er mærkeligt, for jeg har ellers for vane at opsøge begravelsesritualer og sære gravpladser. Men af en eller anden grund stod mummificering ikke rigtig på min mentale huskeliste.
Det viste sig dog at blive en interessant oplevelse. Jeg havde forventet et ret turistet setup, og det var det på sin vis også. De vidste udmærket, at de kunne tjene penge ved at kræve betaling for at blive fotograferet. Men de ville ikke have penge for billeder af selve mumien, så selvfølgelig begrænsede jeg mig til kun at fotografere den. Jeg betaler gerne, men jeg hader at skulle tænke på penge i det øjeblik, jeg arbejder med mine kameraer. Derfor forsøger jeg at undgå det så meget som muligt. Hvis der opstår en situation, hvor det føles naturligt at give en lille donation, gør jeg det gerne, som sagt. Men her kom gamle kvinder farende og viste deres hænder frem, næsten hver eneste finger var forkortet med et eller to led. De ville have mig til at fotografere dem og deres stumper af fingre. Jeg fandt det direkte frastødende og havde slet ikke behov for at få de billeder i kassen.
Jeg havde forestillet mig, at mumien ville være pænt placeret på en sokkel eller noget i den retning inde i en af hytterne, og at jeg ville blive inviteret indenfor for at få et kig på fænomenet. Sådan var det bare ikke. Jeg blev ganske vist ført hen til en af hytterne og bedt om høfligt at vente udenfor, mens en af de ældre mænd kravlede ind.
Jeg forventede, at han ville gøre et eller andet klar derinde i mørket, før jeg kunne få lov til at komme ind. Men nej, i stedet kom han forsigtigt kravlende ud gennem den lille dør med den gamle mumie foran sig. Da han var helt ude, placerede han den, ja, lad mig kalde den indretningen, på en huggeblok og satte sig på hug bagved, så jeg kunne studere den og tage billeder, og det gjorde jeg i rigt mål. Mumie med mumiepasseren, mumie med to ældre mænd i baggrunden, mumie med en ung mand i baggrunden, mumie med ældre kvinder i baggrunden og så videre.
Ja ja, det var snyd, men hvad så? Jeg kan tænde et lys næste gang jeg står i Peterskirken, eller bede til Allah seks gange på en enkelt dag, eller stille to colaer frem til min Buddha i stedet for én. Så må jeg søge tilgivelse.
Mummificering var en vigtig del af Dani-kulturen. Den bevarede krop af landsbyens store mand, en ældre, en høvding eller en stor kriger, blev betragtet som et bindeled til forfædrene. De fleste landsbyer består af medlemmer af en udvidet familie og kan næsten beskrives som et slags familiekollektiv. Og mumien er det ældste medlem, som har stor betydning for denne følelse af fællesskab.
Som led i selve konserveringen bliver kroppen hængt op i en særligt bygget hytte over et bål og røget konstant i op til to år. Først hænger man kroppen ned fra loftet, og alt blodet drænes ved at skære den op mange steder. I to måneder må de mænd, der udfører mummificeringen, kun spise bagte søde kartofler og en sauce tilberedt med ingefær. Når mummificeringen er afsluttet, holder man en stor fest, hvor mange grise slagtes. Vores mumieven hedder Wimontok Mabel, en berømt kriger fra for omkring 250 år siden. Hans påklædning og udsmykning er de samme som hans efterkommere bærer i dag, så der er egentlig ikke sket de store forandringer.
Indoneserne betragter denne tradition som barbarisk og har forbudt ritualerne. De har konfiskeret og ødelagt de fleste mumier i området, og der findes kun tre tilbage i Baliem-dalen. Man mener dog, at en del mumier stadig er gemt bort og derfor er ukendte for myndighederne i Jakarta.