Herero eldest
Et portræt af erindring og ritual
Mit værk Herero Eldest er et markant mixed media værk på lærred i formatet 150 x 150 cm, der giver et stærkt og komplekst portræt af en Himba-ældste. Værket bygger på et fotografi, jeg tog under en rejse til et gravsted i Namibia, men rækker ud over den rene gengivelse og undersøger temaer som tradition, dødelighed og mødet mellem gamle ritualer og et moderne visuelt udtryk. Titlen nævner Herero, men for mig peger den bredere mod den ældste skikkelse, som bærer sit folks erindring og ritualer i sig.
Jeg bruger psykedeliske farver til at skabe et surrealistisk landskab, hvor Namibias støvede jord bliver til et vibrerende bagtæppe af rødt, gult og lilla. Det er et bevidst valg, et visuelt billede på både sammenstød og samklang mellem forskellige virkeligheder. På den ene side den konkrete, jordbundne tilstedeværelse hos den ældste, på den anden side min egen blikvinkel, formet af en moderne, digital verden. Kombinationen af akrylmaling og digital bearbejdning giver lærredet en taktil kvalitet, der spejler den ældstes vejrbidte ansigt og den slidte habit, han bærer, som en stille påmindelse om et liv levet med historie og formål.
De markante QR koder er ikke kun en grafisk detalje. De er en central del af værkets idé. For mig repræsenterer de en databaseret virkelighed, der umiddelbart virker fremmed for Himbas forfædres ritualer. Ved at sætte disse symboler på moderne teknologi op imod den ældstes værdige tilstedeværelse skaber jeg en spænding, som inviterer beskueren til at reflektere over traditionelle kulturers sårbarhed i en globaliseret tidsalder. Min egen oplevelse ved gravpladsen, ritualet med at lægge sand i munden og samtalen om overgangsriter, lægger flere lag af betydning ind i værket og peger på et livsmønster, der er dybt ceremonielt, men let kan misforstås eller gå tabt.
Herero Eldest er for mig mere end et portræt. Det er en undersøgelse af erindringens og ritualets hellighed. De slåede fortænder, tegn på initiering og voksenliv, er en synlig markør for et menneske, der har levet i overensstemmelse med traditionen, et liv der både rummer skønhed og hårdhed. Værket fungerer som en bro mellem to verdener og insisterer på, at vi anerkender den iboende visdom og værdighed hos oprindelige folk og ser nødvendigheden af at beskytte deres særlige livsformer mod at forsvinde.
Et besøg ved gravene
Selv om Dew, vores lokale guide, tvivlede på at vi ville støde på en faktisk begravelse, foreslog han, at vi i stedet besøgte de ældstes gravplads. Han arrangerede, at vi kunne mødes med landsbyens ældste ved butikken, og på hans opfordring købte vi en øl til den gamle mand. Det gjorde vi naturligvis. Han dukkede op iført sin fineste sorte habit, slidt og vejrbidt ligesom ham selv, og sluttede sig til os.
Vi kørte ud af byen og gik derefter en halv kilometer til gravpladsen. Kun få grave var tydeligt synlige, men sporene af mange flere lå skjult under det flyvende sand.
Den ældste delte generøst ud af sin viden om Himbas traditioner. Når en Himba sjæl forlader livet, holdes en ceremoni fyldt med sang, trommer og ofringer af kvæg. Kroppen begraves nær familiens hjem, så ånden kan fortsætte med at vejlede de levende. Røgen fra ilden bærer budskaber mellem verdener og væver stolthed og sorg sammen i et rituel farvel. For Himba folket er liv og død uadskillelige, og ærbødigheden for forfædrene er selve kernen i tilværelsen.
Her i Puros udføres der et særligt ritual ved gravstedet. Man tager en lille smule sand i munden og puster det ud igen. Enkel og stærk symbolik, en anerkendelse af livets kredsløb, fra støv er du kommet, til støv skal du blive. Ved at blæse sandet ud viser man respekt og ydmyghed over for ånderne. Jeg fulgte den ældstes anvisninger og udførte ritualet. Derefter erklærede han, at ånderne var tilfredse, og vi fik lov til at gå helt hen til de enkle stenmarkerede grave.
Han fortalte også om andre ritualer. For eksempel kan overgangen til voksenlivet indebære, at man får slået de forreste tænder ud, både de øverste og de nederste. Til min overraskelse nævnte han også, at han selv var omskåret. Jeg havde altid forbundet den praksis med de abrahamitiske religioner i Mellemøsten, ikke med animister i ørkenen. Han bemærkede min forundring og spurgte, om jeg ville have bevis. Jeg takkede høfligt nej med et lidt anspændt smil. Alt dette blev naturligvis oversat af Dew, som viste sig at være en særdeles kompetent tolk.
The Indigenous Project
I mange år har jeg rejst verden rundt i Verden, for at opleve stammer, hvis liv udfolder sig i udkanten af moderniteten. Jeg har mødt dem, delt øjeblikke i deres nærvær og indfanget brudstykker af deres kulturer gennem mit kamera. Disse møder blev til kortfilm og fotografier, men det, jeg kunne dele offentligt, blev ofte beskåret og nedtonet af de medieplatforme, der værger sig ved synet af menneskekroppen, når den ikke følger vestlige normer.
The Indigenous Project er mit forsøg på at komme ud over de begrænsninger. Her bliver historierne og fotografierne ikke holdt nede i censurens stilhed, men genskabt gennem visualisering, digitale transformationer af mine oprindelige billeder, kun let berørt af penslen. De er ikke malerier i traditionel forstand, men hybride værker, fotografier genfødt med kunstnerisk intention.
I stedet for at hviske stille fra en museums væg tager disse værker reklamens stemme på sig. De opfører sig som billboards langs en motorvej, højtråbende, direkte og uden frygt. De søger ikke det subtile, men det insisterende, de råber ud om eksistensen af disse folk. De gentager overlevelsens alvor, behovet for at blive set, kampen for ikke at forsvinde lydløst ind i baggrunden af den moderne verden.
De folk, jeg har besøgt, lever yderst på kanten af nutiden, fanget mellem traditionens kontinuitet og den globale modernitets indtrængen. De tilpasser sig, gør modstand og opfinder sig selv igen, nogle finder en skrøbelig balance i kulturel turisme, andre holder fast i ældre livsformer. Mit håb er, at disse visualiseringer, stærke og insisterende, kan forstærke deres tilstedeværelse og bære brudstykker af deres virkelighed ind i de rum, hvor anerkendelse betyder noget.
Projektet er tænkt som en konstellation af fem store værker på 150 x 150 centimeter ledsaget af femten mindre værker på 71 x 71 centimeter. Sammen danner de et kor, påtrængende, levende og umuligt at overse.
Hvert værk rummer også et interaktivt element. Inde i billedet har jeg vævet QR koder ind i værkets visuelle struktur, så de fremstår som en naturlig del af kompositionen. Når de scannes med en mobiltelefon, fører de beskueren til en dedikeret hjemmeside, hvor der ligger mere baggrund, både om The Indigenous Project som helhed og om den konkrete historie bag det enkelte værk. På den måde fortsætter værkerne ud over galleriets vægge og åbner for en dialog i den digitale sfære, hvor endnu flere lag af historie og betydning folder sig ud.
Der findes endnu en dimension, mere skjult. Under UV lys træder et hemmeligt lag frem, spor og aftryk som er usynlige i normalt lys, og overfladen forvandles til noget helt nyt. Denne dobbelthed lader værkerne leve to liv, et synligt, bramfrit og billboard klart, og et andet, mere hemmeligt og spøgelsesagtigt, som kun bliver synligt for dem, der er villige til at se ud over det åbenlyse.
I sidste ende er disse værker både budskaber og budbringere, stærke signaler der flammer op imod glemslen og kalder opmærksomheden hen mod verdener, der risikerer at blive udslettet. De undskylder ikke, de skjuler ikke, de råber, de insisterer, de kræver at blive set.