I don´t pick pretty flowers
Fortolkning af I don’t pick pretty flowers, blades of broken knifs
Med dette værk udfordrer jeg forestillinger om skønhed og overlevelse. Den centrale figur, hentet fra Ju/’Hoansi verdenen, samler ikke sarte blomster men bevæger sig gennem et landskab hvor overlevelse afhænger af viden om rødder, urter og skjulte kilder til næring. Det der ved første blik kan ligne en gestus hvor jeg plukker blomster er i virkeligheden en handling af modstandskraft som spejler de gamle færdigheder med at finde mad, vand og medicin i en barsk vildmark.
Tekstfragmenterne I don’t pick pretty flowers og blades of broken knifs rummer både trods og skrøbelighed. Livet her er ikke pynt men kantet, skarpt og nogle gange brudt. Knivene peger på redskaber og på vold men også på den splintrede arv efter kolonisering og kulturel forstyrrelse.
Jeg arbejder med klare farver og digitale lag som forskubber billedet og lader fortid og nutid, ritual og modernitet glide ind i hinanden. Cirkler og mønstre der minder om koder kan både læses som gamle symboler og som nutidens måder at kommunikere på. Det jeg viser er ikke nostalgi efter en tabt verden men en konfrontation hvor overlevelse, identitet og kulturel hukommelse træder frem gennem et brudt moderne filter.
For mig handler værket mindre om skønhed i traditionel forstand og mere om sandhed. Om værdigheden i viden, om skarpheden i kampen for at overleve og om den vedvarende bestræbelse på at holde traditioner i live i mødet med glemslens knive.
The Indigenous Project
I mange år har jeg rejst verden rundt i Verden, for at opleve stammer, hvis liv udfolder sig i udkanten af moderniteten. Jeg har mødt dem, delt øjeblikke i deres nærvær og indfanget brudstykker af deres kulturer gennem mit kamera. Disse møder blev til kortfilm og fotografier, men det, jeg kunne dele offentligt, blev ofte beskåret og nedtonet af de medieplatforme, der værger sig ved synet af menneskekroppen, når den ikke følger vestlige normer.
The Indigenous Project er mit forsøg på at komme ud over de begrænsninger. Her bliver historierne og fotografierne ikke holdt nede i censurens stilhed, men genskabt gennem visualisering, digitale transformationer af mine oprindelige billeder, kun let berørt af penslen. De er ikke malerier i traditionel forstand, men hybride værker, fotografier genfødt med kunstnerisk intention.
I stedet for at hviske stille fra en museums væg tager disse værker reklamens stemme på sig. De opfører sig som billboards langs en motorvej, højtråbende, direkte og uden frygt. De søger ikke det subtile, men det insisterende, de råber ud om eksistensen af disse folk. De gentager overlevelsens alvor, behovet for at blive set, kampen for ikke at forsvinde lydløst ind i baggrunden af den moderne verden.
De folk, jeg har besøgt, lever yderst på kanten af nutiden, fanget mellem traditionens kontinuitet og den globale modernitets indtrængen. De tilpasser sig, gør modstand og opfinder sig selv igen, nogle finder en skrøbelig balance i kulturel turisme, andre holder fast i ældre livsformer. Mit håb er, at disse visualiseringer, stærke og insisterende, kan forstærke deres tilstedeværelse og bære brudstykker af deres virkelighed ind i de rum, hvor anerkendelse betyder noget.
Projektet er tænkt som en konstellation af fem store værker på 150 x 150 centimeter ledsaget af femten mindre værker på 71 x 71 centimeter. Sammen danner de et kor, påtrængende, levende og umuligt at overse.
Hvert værk rummer også et interaktivt element. Inde i billedet har jeg vævet QR koder ind i værkets visuelle struktur, så de fremstår som en naturlig del af kompositionen. Når de scannes med en mobiltelefon, fører de beskueren til en dedikeret hjemmeside, hvor der ligger mere baggrund, både om The Indigenous Project som helhed og om den konkrete historie bag det enkelte værk. På den måde fortsætter værkerne ud over galleriets vægge og åbner for en dialog i den digitale sfære, hvor endnu flere lag af historie og betydning folder sig ud.
Der findes endnu en dimension, mere skjult. Under UV lys træder et hemmeligt lag frem, spor og aftryk som er usynlige i normalt lys, og overfladen forvandles til noget helt nyt. Denne dobbelthed lader værkerne leve to liv, et synligt, bramfrit og billboard klart, og et andet, mere hemmeligt og spøgelsesagtigt, som kun bliver synligt for dem, der er villige til at se ud over det åbenlyse.
I sidste ende er disse værker både budskaber og budbringere, stærke signaler der flammer op imod glemslen og kalder opmærksomheden hen mod verdener, der risikerer at blive udslettet. De undskylder ikke, de skjuler ikke, de råber, de insisterer, de kræver at blive set.