Jani Mabel
En takkehistorie (Wa, wa)
Deroppe på vejen foran os, gik en nøgen mand han udstålede beslutsomhed med sin faste gang. Han bar sit penisfutteral, et smukt hovedpryd af kasuarfjer, en brystplade af muslingeskaller som tidligere blev brugt som betalingsmiddel, og en lille taske hængende over skulderen. Hans pande var malet sort, hvilket gav ham et mørkere og en smule mere intimiderende udtryk end han ellers ville have haft. Da han nåede grusstien der førte ned til der hvor jeg sad med min aftenkaffe, stoppede han brat, kiggede sig lidt omkring og gik så direkte hen imod mig.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det føltes stadig en smule surrealistisk at se folk gå rundt splitter nøgne i en ramme fra 2011 med elledninger, vejspærringer, asfalt og helt almindelige firkantede huse.
Han gik helt hen til mig, stoppede og så op på mig med et venligt smil. Jeg var selvfølgelig rejst mig op på det tidspunkt og ragede godt op over ham. Han rakte hånden frem til et håndtryk som jeg tog imod og sagde wa. Naturligvis svarede jeg wa. Stadig smilende holdt han fast i min hånd og sagde wa, wa mens han strammede grebet en anelse. Jeg følte mig forpligtet til at følge denne nyopdagede tradition og sagde med al den ekspertise jeg kunne mønstre wa, wa. Han smilede igen og fortsatte med wa, wa, wa mens han stadig klemte min hånd.
Det slog mig som en lidt sær situation, men han udstrålede så meget venlighed at jeg følte jeg burde matche hans indsats. Så jeg stemte i og svarede lidt hurtigere wa, wa, wa og forventede halvt at denne sidste trilogi ville markere afslutningen på denne mærkelige lille ceremoni der pludselig var landet i skødet på mig. Men nej, han holdt fast, lænede sig ind mod mig med den ene skulder og satte i med en hurtig strøm af waer, wa, wa, wa, wa, wa, efterfulgt af endnu en salve mens han holdt et fast greb i min hånd og lænede sig endnu tættere ind mod mig. Wa salverne blev ved med at flyde, og jeg gjorde mit bedste for at følge med med mine egne waer mens jeg også lænede mig ind mod ham.
Til sidst kom vores waer så hurtigt at de opløstes i mumlen, og vi brød begge ud i hjertelig latter som et tegn på fælles forståelse af at det her var sjovt, og at et venskab lige var blevet født.
Sikken en vidunderlig og charmerende måde at møde et menneske på for allerførste gang. Måske en lille test af om man er klar til at sige mange waer. Og naturligvis er det den der siger flest som får den største respekt. Måske er det ikke så forskelligt fra den japanske bukkeceremoni hvor det dybeste buk viser den største respekt. Jeg kan ikke sige med sikkerhed hvem der vandt, ham eller mig, men vi var begge meget tilfredse.
Han hed Yani, fra Lani stammen, og viste sig at være en velkendt høvding. Til min overraskelse talte han fint engelsk som han havde lært ved at være udadvendt og møde mange turister. Han fortalte at han havde rejst til Spanien og andre steder for at optræde sammen med sine venner. Da han hørte at der var kommet nogle danskere på besøg, besluttede han sig for at se om en af hans gode danske venner mon var vendt tilbage for at hilse på ham. Tilsyneladende går jungletrommerne hurtigt, for vi havde intet opdaget. Man skal ikke tro at det er muligt at forblive anonym særlig længe.
Yani fortalte mig at han har fem koner og atten børn. Han havde ingen anelse om hvor gammel han selv, hans koner eller hans børn var. Jeg vil gætte på at han var et sted i fyrrerne, selv om det er svært at sige. Den gennemsnitlige levealder er omkring femoghalvtreds år, hvilket er relativt højt for oprindelige stammefolk.
Wamena er hovedbyen i Baliem dalen, og WA mena betyder stedet for svinehandlerne. Det er fascinerende at wa både er en hilsen og også betyder gris, deres mest værdifulde eje som bruges til alt fra fester til brudepris og meget mere. At give det mest kostbare har en dyb betydning, som man også ser i mange andre sprog. I Botswana hedder valutaen for eksempel Pula, som betyder regn på setswana. Regn er knap og derfor dyrebar. Piger får nogle gange endda navnet Pula eller på engelsk Rainy. Måske er den bedste oversættelse af wa derfor ikke tak, men snarere god eller kostbar.
Det var naturligt at Yani og jeg blev gode venner og talte om alt muligt. Der er ingen tvivl om at jeg vil besøge ham igen hvis jeg vender tilbage til den del af verden.
Kunstkritisk gennemgang
I dette værk fra The Indigenous Project sammensmeltes mødet med individet – Jani – med et dybt lag af kulturel symbolik og formmæssig bevidsthed. Det er ikke kun et portræt, men en struktureret, dialogisk komposition, hvor traditionelle markører, moderne kodesprog og kunstnerens egen teknologi-bårne interventioner væver sig sammen.
Komposition og den lodrette akse
Den lodrette placering af penisfutteralet – omhyggeligt guldbelagt – fungerer som værkets centrale akse. Det er ikke blot et objekt i billedet; det er en bevidst kompositorisk styring. Futteralet trækker blikket nedad og forankrer figuren i en stærk vertikalitet, der både handler om krop og kultur.
Denne akse stabiliserer hele billedet: I en komposition fyldt med diagonaler, fluorescerende energi og digitale interferensmarkeringer er det penisfutteralets stringente lodrethed, der holder billedets visuelle tyngdepunkt.
Kultur, magt og forplantning
I den papuanske kontekst bærer penisfutteralet en betydning, der rækker langt ud over praktisk beklædning. Det er et symbol på mandighed, status, social rolle, klanidentitet – og ikke mindst forplantningens og slægtens kontinuitet.
Ved at forgylde futteralet løfter du det fra at være et etnografisk objekt til at blive et ikon. Guldets brug er markant:
- Guld kobles globalt til værdighed, prestige, hellighed.
- Ved at belægge futteralet med guld fremhæver du det som et kulturelt kraftcenter.
- Du understreger Janis rolle som leder og som den, der bærer slægten videre – både fysisk og kulturelt.
Det skaber en næsten ceremoniel aura: Futteralet bliver et scepter, en stav, et tegn på autoritet. I billedets visuelle sprog fremstår det som en lodret søjle, der både organiserer kompositionen og peger på den kulturelle vertikalitet – fra forfædre til nulevende og videre til fremtiden.
Dialog mellem tradition og teknologi
Futteralet står i skarp kontrast til de digitale, sorte kode-elementer, der filtrerer billedfladen. Disse koder – som i dit arbejde repræsenterer teknologiens indtrængen, samtidens informationsstrukturer og den vestlige verdens forsøg på at “aflæse” kultur – skaber en friktion mod den traditionelle stolthet og autoritet, som futteralet repræsenterer.
Her opstår værkets mest interessante spændingsfelt:
Den lodrette, gyldne akse repræsenterer noget urgammelt, fysisk, forbundet med oprindelse og ritual.
De sorte, flydende, binærlignende mønstre repræsenterer samtidens forstyrrende, analyserende blik.
Jani som individ og kulturformidler
Fordi du har mødt ham, lyttet til ham og forstået hans fortælling – hans 18 børn, hans rejser, hans lederrolle, og forbindelsen til en 256 år gammel forfader – bliver futteralet i dette portræt ikke blot en genital markør, men et visuelt anker for fortællingen om slægtslinje, ansvar, forplantning og kulturel videreførelse.
Det er også væsentligt, at futteralet er positioneret så præcist midt i billedets fortællingsrum: Det markerer Jani som et pejlemærke for sin kultur, ikke som en eksotisk figur, men som et levende centrum for traditionens fortsatte eksistens.
Guld, sølv og det sorteste sort
Materialiteten – guld, sølv og det næsten absorberende sorte – er med til at give værket en sakral tyngde. Særligt guldets møde med det digitale sorte skaber en dialektik mellem noget ældgammelt og noget ultramoderne.
I netop dette værk virker penisfutteralet som den vigtigste forbindelse mellem disse to verdener. Det er både naturligt og ophøjet, både jordisk og monumentalt.
Helhedsindtryk
Værkets styrke ligger i, at det tør løfte noget så intimt som et penisfutteral op til symbolsk, kompositorisk og kulturelt niveau – uden at udstille, men derimod ved at ære og understrege betydningen.
Det er denne balance mellem respekt, fortælling og formmæssig kontrol, der gør værket så stærkt og tankevækkende.
The Indigenous Project
I mange år har jeg rejst verden rundt i Verden, for at opleve stammer, hvis liv udfolder sig i udkanten af moderniteten. Jeg har mødt dem, delt øjeblikke i deres nærvær og indfanget brudstykker af deres kulturer gennem mit kamera. Disse møder blev til kortfilm og fotografier, men det, jeg kunne dele offentligt, blev ofte beskåret og nedtonet af de medieplatforme, der værger sig ved synet af menneskekroppen, når den ikke følger vestlige normer.
The Indigenous Project er mit forsøg på at komme ud over de begrænsninger. Her bliver historierne og fotografierne ikke holdt nede i censurens stilhed, men genskabt gennem visualisering, digitale transformationer af mine oprindelige billeder, kun let berørt af penslen. De er ikke malerier i traditionel forstand, men hybride værker, fotografier genfødt med kunstnerisk intention.
I stedet for at hviske stille fra en museums væg tager disse værker reklamens stemme på sig. De opfører sig som billboards langs en motorvej, højtråbende, direkte og uden frygt. De søger ikke det subtile, men det insisterende, de råber ud om eksistensen af disse folk. De gentager overlevelsens alvor, behovet for at blive set, kampen for ikke at forsvinde lydløst ind i baggrunden af den moderne verden.
De folk, jeg har besøgt, lever yderst på kanten af nutiden, fanget mellem traditionens kontinuitet og den globale modernitets indtrængen. De tilpasser sig, gør modstand og opfinder sig selv igen, nogle finder en skrøbelig balance i kulturel turisme, andre holder fast i ældre livsformer. Mit håb er, at disse visualiseringer, stærke og insisterende, kan forstærke deres tilstedeværelse og bære brudstykker af deres virkelighed ind i de rum, hvor anerkendelse betyder noget.
Projektet er tænkt som en konstellation af fem store værker på 150 x 150 centimeter ledsaget af femten mindre værker på 71 x 71 centimeter. Sammen danner de et kor, påtrængende, levende og umuligt at overse.
Hvert værk rummer også et interaktivt element. Inde i billedet har jeg vævet QR koder ind i værkets visuelle struktur, så de fremstår som en naturlig del af kompositionen. Når de scannes med en mobiltelefon, fører de beskueren til en dedikeret hjemmeside, hvor der ligger mere baggrund, både om The Indigenous Project som helhed og om den konkrete historie bag det enkelte værk. På den måde fortsætter værkerne ud over galleriets vægge og åbner for en dialog i den digitale sfære, hvor endnu flere lag af historie og betydning folder sig ud.
Der findes endnu en dimension, mere skjult. Under UV lys træder et hemmeligt lag frem, spor og aftryk som er usynlige i normalt lys, og overfladen forvandles til noget helt nyt. Denne dobbelthed lader værkerne leve to liv, et synligt, bramfrit og billboard klart, og et andet, mere hemmeligt og spøgelsesagtigt, som kun bliver synligt for dem, der er villige til at se ud over det åbenlyse.
I sidste ende er disse værker både budskaber og budbringere, stærke signaler der flammer op imod glemslen og kalder opmærksomheden hen mod verdener, der risikerer at blive udslettet. De undskylder ikke, de skjuler ikke, de råber, de insisterer, de kræver at blive set.