Bringing Grass
I dette værk tager jeg udgangspunkt i et stille øjeblik i en dani landsby i Baliem dalen. En ældre mand træder frem foran hytterne med et stort bundt græs i armene. Kroppen er rank, ansigtet koncentreret. Det han holder, er ikke en stav men hans lange penisfutteral som markerer ham som højt rangerende og respekteret i fællesskabet. Han er ikke klædt ud til show, han er klædt på til sin egen virkelighed.
Græsset er på én gang praktisk og symbolsk. Det skal bruges i forbindelse med madlavningen i jordovnen til en kommende Pig Feast. Ovnen ser man ikke i billedet, men hele hans bevægelse antyder forberedelserne til festmåltidet hvor kød, grøntsager og urter pakkes ind og tilberedes langsomt i varme sten og lag af blade og græs. At det er ham som mand og høvdingefigur der bærer græsset, siger for mig noget vigtigt om dani kulturen. Når der skal være fest, deltager alle i forberedelserne. Arbejdet fordeles ikke efter status men efter ansvar over for fællesskabet.
I den digitale bearbejdning har jeg skruet op for farverne og taget motivet ud af den støvede jordfarve og ind i en næsten neonagtig virkelighed. Den grønne baggrund og de voldsomme kontraster får ham til at træde frem som et ikon i stedet for en anonym figur i et dokumentarfoto. Jeg ønsker at han rammer beskueren med samme kraft som en reklameplakat på en vestlig hovedgade og tvinger os til at se ham som nutidig, ikke som noget der hører fortiden til.
QR koden i nederste hjørne er min direkte hilsen til den moderne vestlige verden. Den er et digitalt løfte om mere information, flere lag og baggrundshistorier, tilgængeligt med et hurtigt scan på en smartphone. For mig opstår der en spænding mellem den kropslige, nedarvede viden om jordovn, græs og ild og vores egen måde at søge viden på gennem skærme og koder. Dani manden bærer græs til en fest der bygger på mundtlige traditioner og fælles erfaring. Beskueren bærer en telefon der åbner en anden slags fællesskab, globalt og fragmenteret. I værket mødes de to systemer i samme billede.
Teksten Bringing Grass forstærker den enkle handling. Han bringer græs, men i billedet oplever jeg at han bringer meget mere. Han bærer sin rolle, sin status, sin kultur og en hel ritualiseret måde at være sammen på. Jeg forsøger at pege på det tilsyneladende udramatiske øjeblik som den skjulte rygsøjle i en hel fest. Uden græsset bliver der ingen ordentlig jordovn, og uden jordovnen ingen Pig Feast.
For mig er Bringing Grass derfor både en hyldest til den fysiske, delte arbejdsproces i landsbyen og en kommentar til vores egen tid. Et bundt græs i armene og en QR kode i hjørnet bliver to sider af samme fortælling om hvordan viden, ritualer og relationer bæres videre, enten gennem krop og tradition eller gennem koder og skærme. I mødet mellem de to håber jeg at beskueren mærker at dani verdenen ikke er eksotisk pynt, men en levende virkelighed der spejler og udfordrer vores egen.
The Indigenous Project
I mange år har jeg rejst verden rundt i Verden, for at opleve stammer, hvis liv udfolder sig i udkanten af moderniteten. Jeg har mødt dem, delt øjeblikke i deres nærvær og indfanget brudstykker af deres kulturer gennem mit kamera. Disse møder blev til kortfilm og fotografier, men det, jeg kunne dele offentligt, blev ofte beskåret og nedtonet af de medieplatforme, der værger sig ved synet af menneskekroppen, når den ikke følger vestlige normer.
The Indigenous Project er mit forsøg på at komme ud over de begrænsninger. Her bliver historierne og fotografierne ikke holdt nede i censurens stilhed, men genskabt gennem visualisering, digitale transformationer af mine oprindelige billeder, kun let berørt af penslen. De er ikke malerier i traditionel forstand, men hybride værker, fotografier genfødt med kunstnerisk intention.
I stedet for at hviske stille fra en museums væg tager disse værker reklamens stemme på sig. De opfører sig som billboards langs en motorvej, højtråbende, direkte og uden frygt. De søger ikke det subtile, men det insisterende, de råber ud om eksistensen af disse folk. De gentager overlevelsens alvor, behovet for at blive set, kampen for ikke at forsvinde lydløst ind i baggrunden af den moderne verden.
De folk, jeg har besøgt, lever yderst på kanten af nutiden, fanget mellem traditionens kontinuitet og den globale modernitets indtrængen. De tilpasser sig, gør modstand og opfinder sig selv igen, nogle finder en skrøbelig balance i kulturel turisme, andre holder fast i ældre livsformer. Mit håb er, at disse visualiseringer, stærke og insisterende, kan forstærke deres tilstedeværelse og bære brudstykker af deres virkelighed ind i de rum, hvor anerkendelse betyder noget.
Projektet er tænkt som en konstellation af fem store værker på 150 x 150 centimeter ledsaget af femten mindre værker på 71 x 71 centimeter. Sammen danner de et kor, påtrængende, levende og umuligt at overse.
Hvert værk rummer også et interaktivt element. Inde i billedet har jeg vævet QR koder ind i værkets visuelle struktur, så de fremstår som en naturlig del af kompositionen. Når de scannes med en mobiltelefon, fører de beskueren til en dedikeret hjemmeside, hvor der ligger mere baggrund, både om The Indigenous Project som helhed og om den konkrete historie bag det enkelte værk. På den måde fortsætter værkerne ud over galleriets vægge og åbner for en dialog i den digitale sfære, hvor endnu flere lag af historie og betydning folder sig ud.
Der findes endnu en dimension, mere skjult. Under UV lys træder et hemmeligt lag frem, spor og aftryk som er usynlige i normalt lys, og overfladen forvandles til noget helt nyt. Denne dobbelthed lader værkerne leve to liv, et synligt, bramfrit og billboard klart, og et andet, mere hemmeligt og spøgelsesagtigt, som kun bliver synligt for dem, der er villige til at se ud over det åbenlyse.
I sidste ende er disse værker både budskaber og budbringere, stærke signaler der flammer op imod glemslen og kalder opmærksomheden hen mod verdener, der risikerer at blive udslettet. De undskylder ikke, de skjuler ikke, de råber, de insisterer, de kræver at blive set.